Gralsrejse

En rejse som Lars Muhl beskriver som en indre forvandlingsrejse og ydre opdagelsestur. En beskrivelse som lød spændende og som efter læsningen af  bøgerne Seeren fra Andalusien , Maria Magdalene og ikke mindst Gral fik mine forventninger til at stige til uanede højder. Jeg har altid følt mig nært knyttet til Maria-energien, -  jeg hedder jo ikke Maria for ingenting J, og jeg vidste intuitivt, at besøget i Maria-hulen ville være helt specielt og stærkt for mig.

Så det var med forventningens glæde jeg søndag morgen mødte i Kastrup Lufthavn for at flyve til Toulouse. Allerede i flyet blev glæden endnu større, da jeg genså to dejlige fynske kvinder, -  Karen som jeg kendte fra et kursus, og Vibeke som jeg havde rejst sammen med på en spirituel tur i England. Jeg fik også hilst på en del af de andre deltagere på turen og der var dejlige, søde og spændende mennesker fra hele Danmark.

Flyveturen var hyggelig med en blanding af forventningsfuld snak og eftertænksom stilhed. Vi ankom til Toulouse Lufthavn og blev modtaget af Mikael, og vi kunne så de næste par timer nyde turen i bussen, med udsigten til det smukke landskab i Pyrenæerne. Sol, smukke bjerge, dejlige blomster og spændende middelalder borge, - alt sammen noget som bidrog til at sætte min forventning endnu mere i vejret.

På vejen passerede vi byen Foix som nok kan betegnes som centrum eller hovedstaden  i Katharlandet. Straks vi havde passeret byen, følte jeg et energiskift - en tilstedeværelse af et stærkt nærvær. En følelse af et "Velkommen" eller måske mere at blive kigget ud og få et "Hej igen" med på vejen. En god følelse, og også en følelse af at det jo ikke var tilfældigt, at jeg sad i denne bus lige på dette tidspunkt.

Efter et par timer ankom vi til Les Contes i landsbyen Fougax-et-Barrineuf, hvor vi skulle bo den næste uge.

Les Contes er et smukt gammelt hus med en fantastisk stemning. Alle værelserne har navne efter helgener. Jeg boede f.eks. på Jean D Arc værelset. Et hyggeligt værelse med den smukkeste udsigt til bjergene og den lille rivende flod som løb gennem grunden. Huset Les Contes er skønt, men haven en verden for sig. En lille stenhøj gemte på alfer, feer og engle, -.vist også et par små nisser. Floden brusede glad af sted hele døgnet, et sted var en lille meditations-have, en Buddha sad og velsignede vandet, vi skulle drikke, en labyrint gav stof til eftertanke og svar på mange spørgsmål, og gemt inde i buskene i en lille niche stod en smuk Maria statuette. En statuette som udstrålede en meget fin og omsorgsfuld energi.

Ved siden af den en Earth-Gate. En gate med en fantastisk stærk indstrømning til Jorden. Min fornemmelse var at strømmen af energi også gik fra Jorden og op i Universet altså en to-vejs-udveksling (ren Ayni).

Den første gang jeg nærmede mig, galoperede mit hjerte så hurtigt, at jeg måtte gå væk. Så jeg måtte vænne mig til energien i små bidder.

Til huset hører også et lille kapel. Et vidunderligt sted med smukke mosaik-vinduer og en helt speciel fredfyldt energi. Et sted hvor man ekstra tydeligt kan mærke Mar og Leny's ro og glæde, - .og ikke mindst deres interesse for alle verdens religioner, idet der er figurer og billeder af både Buddha, Shiva, Kristus, Maria o.s.v.

Værtsparret Mar og Leny er to dejlige, søde og imødekommende mennesker, som tydeligt viser at de kan lide at have gæster . Jeg følte mig umådeligt velkommen fra første øjeblik. Oven i alt dette laver Leny den mest underskønne vegetariske mad.

Efter aftensmaden mødtes vi i salen, hvor Lars fortalte om Katharerne og området. Han fortalte også lidt om programmet for ugen. Vi starter hver dag med meditation kl. 8, hvor vi mediterer på dagens tema (Chackra). Herefter er der morgenmad og kl. 9.30 afgang fra Les Contes. Nogle af  dagene slutter i salen med at Lars fortæller om Katharerne og dagens arbejde.

 Jeg nød den specielle stemning i det lille kapel og var som regel i gang med morgenens meditation kl. 7.30. Så kunne jeg nå min egen meditation og morgenbøn, før den fælles meditation kl. 8. Det var en dejlig måde at starte dagen på. Her kunne jeg også lade nattens drømme falde på plads.

Mandag vågnede vi til endnu en dejlig solskinsdag, - en sol vi havde glæde af næsten hele ugen.

Dagens tema ved meditationen: Rodcenter - Jeg er tryg. Jeg er den, jeg er

Af sted med bussen til dagens oplevelser. Vi kørte først til middelalderborgen Roquefixade. Vi skulle gå op til borgen ad en grusvej og nogle bjergstier, men det var ikke specielt stejlt. Der er kun nogle ruiner af en mur og et tårn tilbage, men der var en stille, maskulin kraft. Roquefixade er et smukt sted, hvor alene den fantastiske udsigt kan tage pusten fra én. At sidde der i solen og meditere mens kirkeklokkerne ringer nede i dalen, det er smukt, stille og stort.

Fra borgen er der udsigt til Montsegúr som er den feminine kraft. Mellem de to borge er en bror-søster-energi.

På Roquefixade lavede vi en øvelse, hvor vi trak jordenergi op gennem alle chakras og lod det strømme ud i Universet gennem pandechakraet. En dejlig øvelse som gav en god jordforbindelse, og for mig er velkendt fra Inka-traditionen.

Jeg havde ingen problemer med at gå derop, men da jeg skulle gå de sidste 4-5 trin op i borgen gik det galt. De var omgivet af høj mur, så der var absolut intet at være bange for, men jeg gik totalt i panik. Kunne ikke holde gråden tilbage og måtte gå tilbage og sætte mig i græsset. Jeg forsøgte at overtale mig selv til at prøve igen, men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg blev så bange for, det kunne i hvert fald ikke være højdeskræk. Men jeg var panisk indeni. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skulle ha været derop og måske havde kunnet forløse noget gammelt, men det var umuligt for mig på det tidspunkt. Bagefter føler jeg, at jeg har været der før og oplevet noget grimt/svært, og at det var den gamle hukommelse og angst som kom op. Når jeg en dag kommer tilbage, vil jeg forsøge at finde modet til at gå igennem min angst.

Som på alle de steder vi besøgte i ugens løb, stillede vi os med hinanden i hænderne og sang/lavede lydhealing. Vi sang på de forskellige lyde A E I O U - OM - AUM. Sang som man havde lyst, men altid lige fra hjertet. Det var en meget stærk og smuk måde at være fælles om oplevelsen på og en dejlig hyldest til og healing af stedet.

Om eftermiddagen kørte vi til Foix, hvor vi kunne nyde byen, caféerne og ikke mindst besøge borgen Chateau de Foix, hvor Esclarmonde de Foix har boet. Et spændende sted og en spændende dame, som blev Katharernes beskytter og helgeninde.

Tirsdag var tema et for dagens meditation:  Haracentret  -  Jeg er livskraft .

Efter morgenmeditation og den daglige aramæiske morgengymnastik Rukha d´koodsha malkoota d´shmaya kørte vi af sted til kirken Notre-Dame-de-Sabart, hvor de smukke statuer af Maria Magdalene og Yeshua byder velkommen udenfor kirken. På toppen af kirken er en statue af Moder Maria. Kirken er utroligt smuk med en vidunderlig fredfyldt energi. Der er et meget smukt gammelt alter til Maria Magdalene i kirken. Her tændte flere af os lys, og mange af os var meget berørt af energien. Jeg selv følte mig budt kærligt velkommen hjem og blev meget rørt.

Herfra kørte vi til Montréal-de-Sos. Gralsbjerget. Vi gik ad en smal bjergsti op ad bjerget og kom på et sted til en gang/tunnel (fødselsskakten) gennem bjerget. Den har form som en vagina og symboliserer en ny fødsel. Det var stærkt og bevægende at gå stille gennem denne oplevelse af genfødsel.

Gralsbjerget ligger utroligt smukt som det eneste feminine bjerg omgivet af alle de maskuline bjerge. Fra Gralsbjerget er der udsigt til hele indgangen til dalen (Katharlandet) Energien deroppe føltes meget stærk men fredfyldt. Som alle andre steder sluttede vi besøget med at danne kreds og synge.

På vejen tilbage var vi lige et smut rundt om et sted på bjerget, hvor der er et meget gammelt hulemaleri fra Katharernes tid. Det forestiller Gralens hemmelighed, men er svært at tyde.

Herefter kørte vi til Col du Chioula, - et lille bjerg med en fantastisk udsigt til bjerge hele vejen rundt. Betlehem-hulen var lukket for offentligheden, så Lars havde lovet os en overraskelse. Og det fik vi! På toppen blev vi modtaget af ingen mindre end Calle Montsegúr - Seeren fra Andalusien. En charmerende og livfuld mand fyldt med humor. Vi fik alle tilbudt at træde frem for ham og få nogle minutters personlig hjælp. For mig var det befriende og fantastisk,,,.en vidunderlig gave.

En ørn svævede over stedet, mens Seeren arbejdede.

Efter denne overraskelse kørte vi ned til byen Ax de Thermes, hvor vi fik en velfortjent kop kaffe. Midt i byen er et bassin med varmt, svovlholdigt vand fra bjergene. Her badede vi vores fødder, og da jeg på trods at mine gode vandrestøvler havde fået store vabler allerede mandag, var det ekstra dejligt at få dette healende fodbad og få fødderne i sandaler i stedet.

Onsdagens tema for meditationen: Solar Plexus -  Jeg er fred .

Første stop på vores tur var i Rennes-les-Bains, hvor vi besøgte et gammelt kultsted fra Druiderne. Før deres tid har der været et tempel for Isis.

Inde i skoven findes et sted som hedder Le Secle, og her står en stor sten med form som en stol. Den kaldes The Devils Chair . Myterne fortæller, at når man sidder i stolen, kan man se både Maria Magdalenes og Yeshuas grav? Der er en meget alvorlig energi på stedet, og der er vist ingen tvivl om, at der har været foretaget menneskeofringer der i gammel tid. Da jeg sad på stenen, oplevede jeg, at den sugede tung energi, så selvom den var meget alvorlig, var den også healende.

Lige ved siden af er en hellig kilde. En del af os fyldte vores flasker med vandet og drak det i løbet af dagen. Det smagte dejligt.

Da jeg stillede mig ved kilden og trak energi op fra vandet og jorden, fik jeg velsignelse sendt fra Moder Jord (Pachamama)  og ud gennem mine hænder til gruppen og til stedet. Mine hænder løftede sig automatisk lidt og sendte velsignelsen ud,  - som om de havde gjort det mange gange før.

Næste stop på turen var Rennes-Les-Chateau med den berømte kirke. Kirken som er berømt for fader Bérenger Sauniére som på uforklarlig vis blev umådeligt rig. Myterne fortæller, at han fandt bevis på, at Yeshua og Maria Magdalene havde været gift, og at Vatikanet betalte for hans tavshed.

Kirken har en velsignet energi og en meget smuk statue af Maria Magdalene. Ved siden af kirken er et spændende museum og nogle meget smukke og spændende tårne ..bl.a. et tårn dedikeret til Maria Magdalene.

Dagen sluttede i et gammelt troubadour-tårn, hvor vi også sang og dansede sufi-dans.

Torsdagens tema ved meditationen: Hjertecentret  -  Jeg er kærlighed .

Torsdag blev vi delt i 2 hold, - og torsdag var også første stilledag. Det var meningen at man skulle gå i sin egen stilhed, og ikke måtte snakke før til aften igen. Det hold jeg var på, skulle ud og gå med Mikael. Vi gik en skøn tur inde i skoven, gennem landsbyen Fougax-et-Barrineuf og videre til en grotte i bjerget. En stor grotte som bliver gennemstrømmet af en flod. Vi skulle ind i grotten til en lille hule, hvor vi skulle have sunget, men det var meget højvande, så der kunne kun være et par stykker af gangen. Vandet var så højt, at vi blev nødt til at tage støvler og strømper af og gå ud i det kolde vand. Det var ikke bare koldt men is-koldt, så det var ikke længe fødderne kunne være i det. Jeg nåede ikke helt ind til hulen, men måtte vende om og få fødderne ind i varmen.

Derfra gik vi til kirken i Bélesta. Myten siger, at der bor et barn i byen som fælder en tåre, hver gang et blad falder til jorden. Tårerne samles i et kar i krypten i denne kirke. Her valfarter blinde til for at få synet igen. Vi sang i denne smukke krypt og det var meget bevægende for de fleste.

Jeg stod på et tidspunkt foran alteret, og kunne tydeligt fornemme, at der har jeg stået før sammen med en gruppe mennesker. Om jeg var nonne eller præst ved jeg ikke, men følelsen var meget stærk.

Efter kirkebesøget tilbage til byen, hvor vi fik en kop kaffe på Café Le Troubadour. Her fik vi frikvarter og snakken gik lystigt, før vi gik tilbage til Les Contes i stilhed.

Fredag var temaet ved meditationen: Halscentret Jeg er sandhed .

Ved morgenmeditationen bad jeg Apu Montsegúr om hjælp til turen. Han viste sig som en blanding af en mand og en ørn, og gav mig en klar følelse af, at jeg får den hjælp, jeg har brug for.

Vi gik denne dag også i stilhed, og det var en dejlig tur fra Les Contes til Montsegúr. Vi gik ad den gamle Katharvej bag om bjerget. En utrolig smuk vej, hvor man kan se over til hulen som Lars beskriver i sin bog og ligeledes stedet, hvor de 3 Katharer blev hejst ned, da de skulle redde Katharernes skat.

Vel fremme ved foden af bjerget, spiste vi frokost på Prats eng. Et dejligt sted med den smukkeste udsigt til forsiden af Montsegúr bjerget.

Efter frokosten kunne vi på skift gå til Prat og stille et mundtligt spørgsmål. Man kunne selv vælge, om man ville stille spørgsmålet inde i sig selv, og få svaret på vejen op ad bjerget, - eller man ville stille det højt og lade Lars tolke det. Jeg valgte det sidste for ikke at give mit ego chancen for at bryde ind. Jeg havde svært ved at finde et spørgsmål, for hver gang jeg fandt på et, kendte jeg jo svaret på forhånd.

Så mit spørgsmål til Prat blev: Hvad er min tilknytning til området her?

Svaret:

Du er en gammel Kathar i mange liv. Du er kommet her for at lukke døren én gang for alle og tage alle kvaliteterne med dig og aldrig se dig tilbage igen.

Du har sagt JA til at gå Hjertets vej, og du går nu op på Montsegúr for at bekræfte dette ja.

Du skal bringe spiritualiteten og dermed Himlen ned på jorden. Det er Hjertets vej og din opgave i dette liv.

(Jeg kan huske, at jeg i Katedralen i Cusco sagde JA til Kristus på den første dag under Inka-indvielsen. Jeg vidste ikke dengang, hvad jeg sagde ja til, men det fik jeg vist svaret på her).

Jeg gik i stilhed op ad bjerget og lod svaret synke ind, og da vi nåede til Oraklet et stykke før toppen, kunne vi aflevere et skriftligt spørgsmål.  Vi afleverede så sedlen til Lars, som uden at kigge på den tolkede Oraklets svar.

Mit spørgsmål var: Hvad er det næste skridt jeg skal tage, for at fuldføre min livsopgave?

Oraklet: Der står 2 søjler på den ene står Visdom og på den anden Kærlighed.

Det er din opgave at forene disse to og formidle din viden til andre. På den måde bringer du Himlen ned på jorden. Det er din opgave i dette liv.

Store ord, men der var ikke tid til at tænke meget over dem, før jeg skulle gå videre. Så jeg måtte lade dem synke ind, mens jeg kæmpede mig mod toppen. Det var ikke slemt at gå op, men jeg kunne godt se, at jeg ville få problemer med at gå ned igen, - stykket fra toppen og ned til Oraklet var stejlt og uden noget at holde ved. Min højdeskræk meldte sin ankomst, men jeg valgte at overhøre den og nyde at være på Montsegúr.  I borgen fik jeg så aftalt med en rejsekammerat , at han hjalp mig ned over det stejle stykke. På den måde kunne jeg nyde opholdet deroppe, vel vidende at Søren stod standby til nedturen.

Indgangen til borgen kaldes Tidsporten og er symbol på overgangen mellem det indre og det ydre. Det var en stærk oplevelse at stå i porten og mærke energien.

Lars tegnede gralsstjernen i midten af borgen, og vi stod/sad på skift i den.

Jeg satte mig, bad Prat om hjælp til at fuldføre min opgave, og hun stod smilende foran mig. Hun sagde: Du kan sagtens klare det , men lovede mig også al den hjælp jeg bad om på vejen. Jeg fik også mange andre svar og oplysninger, som jeg ikke kan huske, men jeg stoler på, at de dukker op igen, når jeg har brug for dem.

Efter en dejlig kop kaffe og tærte i det lokale vandrerhjem gik turen hjemad. Vi vandrede ad landevejen, glemte vist stilheden og sludrede lystigt. Det var en dejlig, dejlig tur ned ad bakke hele vejen og med de smukke bjerge omkring os.

Lørdag var temaet ved meditationen: Det 3. øje - Jeg er fri

Jeg havde sovet tungt og kunne for første gang i ugen ikke huske mine drømme.

Lars gav os lov til endnu en dag i stilhed. Vi havde vist ikke været så gode til det dagen før J men det er nu også dejligt at være lidt inde i sig selv, i stedet for at snakke hele tiden.

Vi kørte et par timer i bus, hvor vi kunne nyde udsigten i det skiftende landskab. Omsider nåede vi til området som kaldes Det hellige Land , og siges topografisk at være en kopi af området omkring Jerusalem.

Da vi nåede Salveterra-plateauet var det tåget, så vi kunne ikke se havet, men kunne stadig nyde synet af dette meget anderledes landskab. Vi vandrede op til borgen på toppen, hvor Maria Magdalenes kloster engang lå. Klostret hun har boet i, da hun blev gammel.

På vejen passerede vi Vindens Port, som man skal passere for at nå op på Terresalvaesche, men for første gang i ugen regnede det lidt, og der var ikke så meget vind. Det var en dejlig tur op, og en helt fantastisk oplevelse af være deroppe.

På et tidspunkt sad jeg for mig selv og kiggede ud over plateauet. Der var tæt tåge, men jeg så en masse kutte-klædte skikkelser gå rundt. Et syn fra gammel tid? Måske  - i hvert fald en dejlig følelse at være der.

Herefter gik turen til La Caune, - for mig det absolut vigtigste mål på turen. Det småregnede stadig, men det kunne ikke ødelægge vandringen mod Maria Magdalenes hule.

Endelig, endelig var vi der. Endelig var jeg der. Igen? Et helligt øjeblik for mig og et ubeskriveligt stort øjeblik. Hulen er fantastisk stor og smuk. Som Lars rigtig nok skriver i sin bog som en hellig Katedral.

Foran alteret satte jeg mig på en sten, havde svært ved at stå, var alt for bevæget. Det føltes som om jeg havde været blevet væk og nu endelig havde fundet hjem igen. Lukkede øjnene og lod tårerne få frit løb. Bad "Giv mig af din nådes kraft ", og pludselig stod hun der, lige foran mig, Maria Magdalene, som jeg huskede hende. Uendelig smuk, udstrålende en kærlighed som er svær at fatte. Hun sagde ingenting, smilede kærligt og tog blot en 6-takket stjerne (stjernen skiftede mellem at være 6- og 12-takket?) fra en tavle og satte den i mit hjertecenter. Så nu forstod jeg endelig!

For 7 år siden fik jeg på min allerførste Inka-workshop vist en 6-takket stjerne på tavlen foran mig. En stjerne som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med. Min lærer dengang blev meget berørt og fortalte mig, at det er et meget flot symbol, og en gave som jeg skulle arbejde med. Det forstod jeg ikke dengang, har også haft svært ved at forholde mig til stjernen, men med stjernen på plads i brystet kom den gamle viden, den gamle vished. Den fyldte mig og fylder mig stadig, selvom jeg ikke på det dagsbevidste plan kan huske det endnu. Men jeg er sikker på, at det kommer. Ved at jeg kan finde det indeni, når jeg er klar til at formidle det.

Turen fra Hulen og tilbage til bussen og derfra til Les Contes foregik i tavshed, - oplevelsen berørte mig stadig dybt. Jeg ville gerne ha blevet i Hulen resten af dagen, men det må vente til en anden gang.

Søndag var det tid til afsked, - farvel og tak for denne gang. Eller måske nærmere på gensyn. På gensyn til nogle af de dejlige mennesker, jeg har delt denne forunderlige rejse med. På gensyn til Les Contes og Kathar-landet.

Hjemme igen med en underlig følelse indeni af stilhed. En stor, stor stilhed.

En indre fred dybere end jeg nogensinde før har oplevet.

En følelse af  forundring.

Og ikke mindst en stor, stor følelse af taknemmelighed.

Taknemmelighed over at have været på denne forunderlige rejse,

Taknemmelighed over at se alle de vidunderlige steder,

Taknemmelighed over at møde alle de dejlige mennesker,

Taknemmelighed over mødet med Seeren,

Taknemmelighed over at få givet slip på så mange gamle mønstre og følelser, -

men allermest en dyb taknemmelighed over endelig at have fundet HJEM.

Indre forvandlingsrejse og ydre opdagelsestur? Ja, bedre beskrivelse kan man vist ikke gi`!

Rukha d´koodsha malkoota d´shmaya