Jeg rejste 6 uger til Peru og Bolivia. De første 3 uger på egen hånd, hvor jeg bl.a. var en uge på sprogskole.

De sidste 3 uger deltog jeg i en grupperejse.

Ankommet til Lima.

Turen hertil gik fint. At flyve med KLM er den rene luksus. Jeg har tidligere prøvet både Varig og Iberia, og det var fint. Men her bliver man behandlet som en VIP person (allesammen), bliver nusset om og vartet op hele tiden. Blir hele tiden beværtet med måltider, mellemmåltider, snacks og drikkevarer, - cola og vand for mit vedkommende. Så de 13 timer føles ikke lange. I lufthavnen byttede jeg min vinduesplads med en gangplads, og det var jeg glad for. Jeg er omgivet af peruvianske mænd på vej hjem på ferie, og de er ikke særlig snaksalige. Så det er dejligt ikke at skulle forstyrre, når jeg skal ud og strække ben eller andet. De sidder mest og ser TV, spiller eller sover, - men lader sig ikke forstyrre af, at jeg griner højt mange gange. Jeg læser nemlig bogen 'Michael Laudrups tænder', og den er bare for sjov. Fordelen ved så lang en rejse er, at man nemt når at læse 2 bøger. Men det er nok kun fordi jeg rejser alene denne gang. Hvilket forresten er en underlig og anderledes men ikke dårlig følelse.
 
Jeg vælger kun at sove et par timer, nemlig til klokken er 8 i Lima. Så regner jeg med at sove fint i nat. Og træt er jeg i hvert fald.
 
I Lima er det sommer - sol og 24 grader. Jeg blir mødt af en sød agent, som står med et lille skilt med mit navn. Han har nu gættet, at det er mig, så vi finder hurtigt hinanden. Han er vel sidst i 40'erne og af spansk afstamning. Sød og charmerende - og vist også dameglad. Inviterer mig ud at danse i aften, - og da jeg bare afviser med træthed, foreslår han, at vi bare går ud og får en Pisco Sour på en bar. Og selvom det lyder fristende med en Pisco Sour (som jeg eeeelsker), så må jeg jo lige fortælle, at jeg har en dejlig kæreste derhjemme, som jeg allerede savner. Så nu aftaler vi istedet, at han henter mig imorgen tidlig (mandag) kl. 7.35 og kører mig i lufthavnen. Hvilket han også er bestilt til hjemmefra . Jeg flyver til Cusco fra morgenstunden, og kører derfra til Pisac, hvor jeg skal bo den næste uge.
 
Jeg bor i nat i Miraflores, - en bydel af den pænere slags. Den ligger ca. 35 min. kørsel fra centrum, - langs Stillehavet. At køre den tur, se det blikstille lyseblå hav, de grønne plæner omkranset af gule og røde blomster, palmerne som står hele vejen og ikke mindst indsuge stemningen er skønt. Lydene, lugtene, farverne - hold da op. Først da går det rigtig op for mig, at jeg er tilbage i Peru, og det er bare FANTASTISK. Jeg får en klump i halsen af bare 'fantastiskhed'. Et nyt ord jeg har opfundet, fordi der ikke er andre ord som dækker denne varme, glade og champagneboblende følelse indeni. Og et ord som jeg har en fornemmelse af, at jeg kommer til at bruge en del de næste uger
 
 Mandag i Lima vågner jeg med et sæt og ser at klokken er 7.15! Jeg skulle ha været op kl. 6, men var ikke blevet vækket. Fandens også, nu kan jeg ikke nå hverken bad eller morgenmad. Idioter, møghotel, shit er bare nogle af de pænere ord, der ryger gennem min hjerne, mens jeg kaster tøjet i rygsækken, børster tænder og hopper i det samme tøj som dagen før. På med støvlerne, og så er jeg klar til at styrte ned i receptionen belæsset med 2 tunge rygsække og give dem en skideballe på en blanding af engelsk, dansk og spansk. Som det sidste tager jeg mit armbåndsur på og ser,,,,,,,,,,,,,,,  at klokken er 1 (et) om natten!
Hold da kæft - godt 'nogen' fik stoppet mig, så jeg ikke fik gjort mig selv helt til grin i receptionen. Jeg vælger nu selv at grine, får tøjet af og smutter i seng igen. Og selvfølgelig vækker de mig kl. 6 som aftalt. Sådan kan det gå, når tiden bliver skruet 7 timer tilbage
 
Op til et varmt bad og dejlig morgenmad. Den storflirtende agent henter mig og følger mig hele vejen gennem indcheckning osv, til jeg skal gennem sikkerhedskontrollen. Sikke en service. Flyveturen til Cusco tager kun 1 time, men hvilken time. Jeg har en vinduesplads og kan sidde og nyde synet af mine elskede Andesbjerge. Tror lidt at det her bliver en store-tudetur, for synet af bjergene kalder også tårer frem i øjnene af bare fantastiskhed. Før vi lander i Cusco flyver vi lige en runde, så vi kan hilse på Apuerne - De 12 hellige bjerge - rundt om byen. Piloten har sikkert haft en anden grund, men jeg vælger at bruge lejligheden til at 'hilse på'.
 
I Cusco står en taxi-chauffør og venter med et lille skilt 'Jonna Maria' på. Så vi kører straks til Pisac. En lille bitte bil og en chauffør som kun kan spansk. Så vi snakker ikke så meget på turen som tager 55 min., men jeg foretrækker også, at han koncentrerer sig om kørslen. For hallooooo,,,, hvis du er bange for at flyve, skal du aldrig, aldrig køre med travl chauffør til Pisac. Der er højt ned og mange, mange hårnålesving, og han kører, som om han var på akkord. Den eneste gang han sætter farten lidt ned, er da en lille sort gris med krølle på halen vil over vejen. Men jeg beslutter hurtigt, at hvis hans engle ikke har styr på det, så har mine, - derfor vælger jeg at nyde turen og forsøge at tage nogle billeder i farten.
 
Paz y Luz er et spirituelt Bed and Breakfast og et utrolig smukt sted. Små terracottafarvede bungalower som er enkelt men smagfuldt indrettet, søde mennesker og dertil bjergene hele vejen rundt. Lige udenfor haven strømmer Urubamba - den hellige flod som passerer Machu Picchu og alle de andre hellige steder i Peru. Paz y Luz ligger ca. 10 min gang fra byen, når man går langs floden. Jeg har tidligere kun besøgt markedet og kirken i Pisac og ruinerne udenfor, men denne gang er der tid til at opdage byen og omgivelserne. Jeg går nu lidt roligt, for selvom Pisac kun ligger i 2.700m høje, kan jeg mærke det i hovedet, hvis jeg går for hurtigt, - har også svært ved at snakke og gå samtidig, det er der ikke luft til.
 
Tirsdag blir jeg indbudt til at deltage i morgenens spirituelle thai chi inspirerede dans Nia-training. Det blir en time med pulsen oppe og god energi og masser af grin. Det er overvejende amerikanske turister som bor her, og de er alle utroligt søde og imødekommende.
 
Det er meget anderledes at rejse alene. Jeg kan godt li at rejse med andre, for jeg er jo ret social, men det her er spændende. Jeg oplever det hele mere intenst og kommer nemmere i kontakt med folk. Det giver mange dejige oplevelser.

I aftes tilbød tjeneren i restatuanten at køre mig hjem, men jeg fortalte, at jeg hellere ville gå langs floden. Det var en sandhed med modifikationer, for det var næsten mørkt og stien er fyldt med store vandhuller og sten. Men det var en dejlig tur i tusmørket, og jeg nåede næsten helt hjem før det var helt sort-mørkt. De sidste 3-4 minutters gang klarede jeg lige uden at tænde min lommelygte.

                                                                                                
Idag har jeg besluttet at prøve mine lunger af og gå mod ruinerne. Jeg er godt klar over, at jeg ikke vil kunne klare alle 5 km op ad bjerget, men tænker at det er ok at betale for indgangen til stien bare for at træne lidt. Men jeg skal ikke betale, når jeg ikke skal hele vejen op, sir den venlige gamle kone ved indgangen. Jeg når et pænt stykke op, men så ændrer stien sig. I mine "højdeskræk" øjne blir den mega smal og uden noget ud mod afgrunden. Jeg kan mærke hjertet banke, sveden springer frem på panden og maven krumme sig sammen af skræk. Så jeg beslutter at stoppe, og sætter mig istedet og nyder udsigten til bjergene. Efter kort tid kommer en ung mand gående på vej op. Han smiler, hilser ”Hola” og sætter sig. Han er smilende og snaksalig og en rigtig sød fyr - omkring 16-18 år. Vi -Michelangel og jeg - får en hyggelig snak, og han tilbyder at følge mig til ruinerne, hvor han er guide. Men det skal jeg nu ikke ha noget af, - jeg skal jo selv gå hjem igen. Så jeg forklarer ham om min højdeskræk og takker nej. Nå, men vi forsætter snakken om Peru, Danmark, Apuer, Inka og historien. Han ved en masse, og fortæller at hans farfar var shaman. Da han hører, at jeg også arbejder som shaman, tilbyder han mig en healing. Det takker jeg ja til, og det er en healing meget lig dem jeg kender fra Qero indianerne. Efter healingen køber jeg en smuk "sten-ting" til min mesa for 15 soles (22 kr) og får et lille armbånd med som gave. Før vi skilles ber han mig sætte mig i græsset og lukke øjnene, så jeg kan mærke Apuerne, mens han spiller for mig. Tjaa, jeg har penge og visakort i den ene lomme og mit kamera i den anden, så jeg lader rygsækken stå og sætter mig over med lukkede øjne. Og der sidder jeg så, midt i Andesbjergene, solen skinner, en fin støvregn kalder naturens dufte frem, og den unge mand spiller betagende smukt på sin panfløjte. Det går lige i hjertet, og er en gave fra ham til mig. En smuk og dejlig oplevelse. Jeg er træt og vil nedad, og Michelangel tilbyder at ”spille mig ned af bjerget”. Så han sætter sig og spiller på sin panfløjte, hele tiden mens jeg vandrer ned.
 
Vel nede på markedet blir jeg stoppet af een af de unge piger som har brug for hjælp til sine engelsk lektier, så det får hun.  Nu har jeg spist en dejlig frokost - her er kl. 12.30, og jeg vil tulle lidt mere rundt i byen og rundt omkring. Idag - onsdag - får jeg en roommade, sikkert en amerikaner, men de er også rigtig søde. Den Spirituelle Garthering jeg har meldt mig til begynder jo torsdag morgen, og når den slutter søndag aften tager jeg til Cusco. Det glæder jeg mig også til, men det er bestemt ikke sidste gang jeg har tilbragt dage i Pisac.
 

Ja, så er jeg landet i "verdens navle" Cusco. Et vidunderligt sted at være.
 
De fire dages Garthering i Pisac var nok een af de smukkeste, stærkeste og sjoveste oplevelser jeg har haft længe. Dagene handlede om at finde en fælles vision for hvordan vi vores og hele jordens liv skal være og i sidste ende manifistere det. Jeg har grinet, grædt, danset og leget som aldrig før i mit liv. Det har også gjort en masse - på godt dansk er det noget der "sparker røv".
 
Vi var 10 personer, - 2 peruvianere, 1 svensker, 6 fra forskellige steder i Staterne, og så mig fra Danmark. Nogle spændende og dejlige mennesker. Bl.a. Wendy som har rejst i Sydamerika i 1 år sammen med sin mand. De er lige gamle med mig, solgte deres hus, rejste til Peru, hvor de i 8 måneder boede i en lille landsby og lavede frivilligt arbejde, hvorefter de har rejst rundt. De 4 dage er en oplevelse som er svære at beskrive på tryk, men jeg forsøger at give et indtryk i et afsnit for sig selv.

 
Nu er jeg som sagt i Cuso og stortrives. Jeg går i skole fra 9 - 17, kun afbrudt af en middagspause, hvor jeg går hjem og spiser. Så når jeg er færdig i skolen, er det aften og næsten mørkt. Men jeg har det halve af næste uge i Cusco, og skal bare "være". Det er hårdt at gå i skole så mange timer, især når det er enetimer, og jeg er totalt træt om aftenen. Men jeg får også lært en masse. Skal "bare" ha terpet nogle spanske gloser. Jeg stopper skolen imorgen fredag kl. 13, og skal så ud og finde et hostal.
 
Familien jeg bor hos er super søde. Der er far og mor som ikke taler engelsk samt 3 hjemmeboende børn som taler engelsk. Kønne, søde og velopdragne børn. Dertil Carlos - moderens bror. Han bor i en lejlighed i huset og spiser med. Han er 49, smuk, sød og charmerende. Advokat med egen praksis.  Desværre bor de i et larmende kvarter Down Town. Det er også et kvarter, hvor jeg ikke må gå ud sent om aftenen alene og ikke må ha rygsækken på ryggen. Men jeg tager en taxi hjem om aftenen, - de 6 kr. er givet godt ud, for jeg gider heller ikke gå mere på den tid.  Jeg spiser morgenmad og frokost "hjemme" og middag ude i byen. Her bor også en canadisk pige, Susan, med sin 8 mdr. søn. Hun læser spansk og får Marcel passet når hun er i skole. Hun skal være her en uge mere, så skal hun hjem til manden igen.
 
Der er ikke tid til så meget i denne uge, men i aftes var jeg da en tur i Cusco Centro, - et teater som hver aften har show med musik og traditionel dans. Ret sjovt at se.

 
Nå men det er torsdag aften, jeg har lige sluttet skolen og skal i byen og finde oget mad - og hvad jeg ellers ikke kan leve uden (mini-power-shopping).
 

Skolen er slut, og jeg slapper af. Det var hårdt at gå i skole fra 9-17 med enetimer. Jeg havde ikke overskud til at terpe gloser, så det må jeg gøre hjemme. Men det var spændende og sjovt også. Jeg havde to lærere. Den ene - Marita - kunne ikke engelsk og var sød men lidt reserveret hele ugen. Indtil hun fredag fandt ud af, at jeg kan nogle få ord på Quechua og interesserer mig for det. Hun underviser også i Quechua som er det sprog Qero indianerne her i Peru snakker. Så vi fik snakket Inka-tradition og meget andet, og jeg har lovet at sende billeder af mine Despacho´s ned til hende. Hun har også tilbudt at lære mig Queca på nettet.
Min primære lærer - Cicilia - kunne engelsk, så det var lidt nemmere. Hun var chokeret over, at jeg er 58 år og ville vide min hemmelighed. Hun mente nemlig kun at jeg er 48. I løbet af de næste dage kom flere af lærerne og spurgte, om det virkelig er rigtigt, at jeg er 58 og ikke 48. Det var da noget af et kompliment. Cicilia har tilbudt, at jeg kan maile hende, hvis jeg har problemer med noget spansk, så vil hun lære mig noget mere. Ret sødt af dem begge to.
På skolen har jeg fået et nyt navn på Quechua - Tika Warmi - hvilket betyder "Smuk som en blomst". Da jeg fortalte det "hjemme", sagde Carlos, at det ikke var rigtigt, - jeg skulle hedde noget andet som jeg ikke kan huske. Men han kan også Quechua og fortalte at det navn han gav mig betød "Smukkere end en blomst". Så hvis jeg trænger til at blive bekræftet, må jeg vist et smut til Cusco igen
Den sidste dag på skolen fik vi Papas a la Huancaina i pausen, - det er en forret med kartofler, ost og andet. Jeg fik også opskriften med hjem. Jeg var også heldig at få opskriften på Pisco Sour, og det viser sig at man skal bruge en speciel likør for at få den rigtige smag. Så den må jeg ha købt og pakket godt ind i min rygsæk, ellers får jeg den jo ikke med gennem sikkerhedskontrollen.

 
Familien jeg bor hos er også utroligt søde. De har inviteret mig til at komme og besøge dem, og jeg har også inviteret dem til Danmark. De bor meget anderledes end os, og det virker slidt det hele, men jeg er ikke i tvivl om, at de har penge nok. De går klædt i lækkert tøj. Både Victor (manden) og Carlos (svogeren) går klædt i ulastelig mørk habit, skjorte og slips hver dag. Og både Licia (konen) og børnene er dyrt klædt. De blev glade for de lysestager fra Den Kgl. jeg havde medbragt, men endnu større lykke gjorde bogen om Danmark, jeg havde med til dem. Jeg havde også en kogebog på engelsk med skandinaviske retter, men jeg tror ikke den peruvianske kvinde laver den slags. Og ingen andre kokkererer i huset. Så den finder jeg en anden til. Hushjælpen arbejder hele dagen med sin 8 måneder gamle søn på ryggen. Når hun har gjort en tallerken klar og kommer ind med den, kommer hun ikke hen til bordet, men afleverer den til konen eller manden som så serverer. Lidt underligt for os danskere. Om morgenen er det Victor som serverer morgenmad, for Licia går tidligt på arbejde. Selvom huset er meget stort og i 3 etager, er køkkenet ikke så stort som mit badeværelse.  Men maden vi fik smagte forrinligt, - altid suppe, en hovedret og frisk frugt.
Her kindkysser man hver gang man ses og skilles, - og det er faktisk hyggeligt. Carlos er en rigtig hyggelig mand. Lørdag aften, som var min sidste, arrangerede han hele familien, Suan, Marcel og jeg om TV'et med varme popcorn og cola, - og HEIDI på spansk. Det var hyggeligt.
 
Torsdag aften er jeg så heldig at komme ned til Plaza de Armaz inden karnevallet er slut. Jeg når lige at se lidt af det flotte dansende optog og fik taget nogle få billeder, inden det blev for mørkt. Da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg havde tabt den blå hjertesten i min ring. Det blev jeg ret ked af, så jeg bad mine engle hjælpe mig med at finde den igen. Troede jo den lå på gaden et sted. Men da jeg senere kom ind på mit værelse på strømpesokker, trådte jeg på stenen. Jeg ville aldrig ha set den på det mørke gulv, og havde ikke mærket den med sandaler på. Så det er gode engle jeg har med mig
 
Fredag havde jeg fri allerede til frokost, så efter frokosten (som er hovedmåltidet i familien) tullede jeg rundt i byen. Jeg var heldig at få et værelse fra søndag på Hostal San Blas. Et dejligt hostel med lækre værelser og en glasoverdækket indergård mellem de fire længer. Her står bløde sofær osv, og det er også her vi spiser morgenmad. Morgen og aften bliver der tændt op i den åbne pejs, så der er også hyggeligt at sidde og læse. Jeg har fået et dejligt dobbeltværelse med bad og tv, - og en lille balkon til gaden. Der er gitter, så jeg kan tillade mig at have dørene åbne hele døgnet. Det ligger tæt på centrum, men dog rigtig roligt. Det tager mig ca. 5 min at gå hjem, hvis jeg er inde i centrum. (Jeg er ikke generet af højden mere). Bortset fra de 5-stjernede hoteller på Indvielsesturen, er det her så absolut det lækreste sted jeg har boet i Peru. Og hele herligheden koster 60 soles (90kr) om dagen incl. morgenmad og frit internet.  Her har jeg også fået vasket, - 4 soles pr. kg. - det kan vist ikke gøres billigere. Jeg kunne godt finde noget billigere, men det her er dejligt og jeg nyder at være her. Gaden San Blas er super smal, - kun 2 str. 36 fortove (men det er jeg jo også - indenunder) og plads til een bil. Dertil er den stejl, så en måned her ville give faste lår og baller 
 
Det er anderledes at være ene-turist i Cusco. I Pisac var jeg på hilse-, sludre- og hjælpe-fod med rigtig mange, - alle hilste og mange ønskede at snakke. Men Cusco er jo en storby og her er man anonym. Men jeg eeeeelsker atså stadig Cusco. Og powershopping er jo nemt her, så jeg ender nok med at måtte købe en taske til og bede til "lufthavnsguderne" om hjælp før jeg skal hjem. Jeg har efterladt en del gaver i Pisac og håber også jeg kan efterlade noget på hotellet i Lima, før vi rejser rundt. Det gør det hele lidt nemmere, især hvis det er noget der kan gå i stykker.
 
Lørdag tog Susan - den canadiske pige - og Mr. Marcello (som vi kalder hendes søn), Lake - en japansk ung mand - og jeg lokalbussen til Tipon.
At køre med lokalbussen er en oplevelse i sig selv. Den er mega fuld men vi var heldig at få en siddeplads, så vi ikke skulle stå op den time det tog. Vi kom igennem en masse spændene områder i Cusco. Både rige, men også områder jeg aldrig ville bevæge mig alene ind i, ikke engang om dagen. Turen kostede 1 sol = 1,50 kr.
Tipon er et ruinområde som inkaerne byggede i 3.200m højde . Det blev bl.a. brugt til at dyrke forskellige afgrøder og til at tilbede vandet, - som jo er vigtigt for alle.  Modsat mange andre steder, er dette ikke ødelagt af spanierne, fordi det ikke var religiøst. Det eneste de ødelagde, var et stort alter/klippe formet som en kæmpe frø. Inkærne tilbad frøen fordi den skaffede vand. Når frøerne sang, begyndte det at regne.
Jeg har været det før, og til jer som i 2004 oplevede, hvor panisk jeg var, når jeg skulle ned af et bjerg kan jeg bare fortælle, - at jeg kunne gå både op og ned uden hjælp og uden at være bange, - og det endda i sandaler.  Vi betalte en guide for at gå med os, og han var utrolig vidende og god. Jeg opdagede, at jeg forstår rigtig meget spansk efter den uge i skolen.
Bagefter gik vi på en meget lokal restaurant med et par plasticborde ved vejen. Her spiste vi frokost - Marsvin og drak Chicha til. Det er lokal korn-øl og smager lidt syrligt. Marsvin smager fint - lidt hen af and - men jeg synes altså det er ulækkert at få det serveret med hoved, tænder, klør og det hele. Lake spiste også indvoldene, - påstod at nyrer er sundt uanset hvor det kommer fra - AD sir jeg bare. Nå men det var en oplevelse.
Efter frokosten tog vi næste bus til Pikillaqta, et meget, meget spændede og stort ruinområde fra før inkærne. Her fik vi en gratis guide med, og det var rigtig godt. Han var god, og vi havde aldrig fået så meget ud af besøget uden ham. Der står bla. også træer med Molle-bær. Noget inkaerne brugte til at balsamere med. Susan og jeg grinede lidt af, at vi måske kunne forblive unge og smukke, hvis vi spiste tilstrækkeligt. De smager surt og bittert og i det hele taget forfærdeligt, så det opgav vi. Blev enige om at ældes med ynde i stedet.
Da vi skulle tilbage til vejen, foreslog guiden os en genvej. Ja go’morgen. Vi skulle kravle ned ad en skrænt fyldt med sten og kaktus. Vi var ikke meget for det, men da vi så bussen kom og den dyttede af os, måtte vi ned. Den unge mand som tager betaling i bussen, hjalp os over det sidste stykke. Ret sjovt da det var overstået. Det var en sjov, lærerig og dejlig dag.
 
Søndag gik jeg til morgenmesse i Katedralen. Det var hyggeligt og rart, men da jeg gerne ville have nogle fotos derfra, betalte jeg senere 25 soles for at komme ind som turist. Desværre var de meget strikse med at holde øje med at man ikke fotograferede, så jeg fik kun sneget mig til et foto af Inka-ægget med min mobil. Inka-ægget er en stor æggeformet sten som er en gave til inka-erne fra Wiracocha (deres gud). Den healer når man rører ved den. Den er ikke bare gemt væk i et hjørne, men også gemt bag nogle bænke, for peruvianere af spansk afstamning synes ikke om den. 
Udenfor kirken blev jeg standset af en fin, ældre fin dame der som de fleste peruvianere var venligt nysgerrrig og ville snakke. Og det var lidt sjovt, for hver gang jeg sagde noget forkert, rettede hun mig til jeg sagde det rigtigt i hele sætninger. Så jeg fik en gratis spansk-lektion. Hun undrede sig over at jeg rejser alene, så jeg fortalte, at min kæreste var nødt til at blive i Danmark og arbejde. Åh det sku jeg aldrig ha sagt. Da hun hørte ordet kæreste, så hun min lille hvidguldsring, og var overbevist om at det er en forlovelsesring. Til sidst opgav jeg at forklare andet og sagde bare ja. Oh ve oh skræk, hun blev helt vildt begejstret, tilkaldte den nærmeste kvindelige betjent og viste min hånd med ringen frem og forklarede at jeg var forlovet. Derefter tilkaldte hun en forbipassende kvinde, og startede forfra - men så skyndte jeg mig også at forklare, at min værtsfamilie ventede mig og flygtede, inden hun havde tilkaldt hele kirkekoret  
Jeg gemte mig på en cafe med en kop kaffe, til jeg var sikker på hun var væk. Kunne så sidde der og grine af episoden, som egentlig var ret sjov.
Senere på dagen sad jeg på en bænk på Plaza de Armas (centrum) og kiggede på mennesker. Var lidt misundelig på alle de par som sad og kissemissede. Så kom en mand over og vi faldt i snak. Han er taxi-chauffør i Lima og vidste utrolig meget om Danmark. Det var også en sjov og interessant snak. 
 
Mandag besluttede jeg at besøge det værested for gadebørn, som jeg støtter hjemmefra (Solens Børn). Jeg har nogle farver og blyanter med til dem + 100 Soles fra Signe. Jeg havde fået adressen og fået at vide, at det er tæt på statuen for enden af Avinida de Sol. Ja, det ka godt være, men da jeg var nået derned og ikke kunne finde stedet, tog jeg en taxi. Og godt for det. For det var ikke alene langt væk, men også i et kvarter jeg ikke ville bryde mig om at gå i. Og da vi endelig fandt det, var der lukket. Nå men jeg lod ham køre mig til mere "civiliserede" egne, og har så tullet rundt, shoppet lidt og nydt det.
Sluttede dagen med middag incl. 1 glas vin + min allerførste Pisco Sour i denne omgang ,,,,,,uhmm. Mens jeg sad og hyggede mig, kom Gray (shamanen fra Paz y Luz forbi, og så mig gennem vinduet. Så han kom ind, og vi fik en hyggelig snak om alt og ingenting, - men især at det er hårdt at undvære sin kæreste. Han kæreste flytter fra USA til Peru til december, så han glæder sig.

Tirsdag var det tid til et besøg på Sacsaywaman. En stor inka-ruin over Cuso. Det højeste sted er i 3.500m, hvor Cusco ligger i 3.300m højde. Cusco er bygget med form som en Puma, hvor Sacsaywaman er hovedet. Det blev brugt som fort men også til religiøse formål. Den største sten er 8 en halv meter høj og vejer 360 ton. Solen skinner og her er hedebølge (efter dansk målestok) så den stod på short, sandaler og bare arme. Alligvel var det næsten for varmt at gå ude, så jeg besluttede at tage en taxi. Og godt for det. Jeg havde liiiiige glemt hvor langt der er op, og så i den hede. Jeg har ikke problemer med højden, men min kondition kunne godt være bedre.
Jeg tilbragte dejlige 4 timer deroppe. Det var min mening at sidde og meditere lidt ved den hvide Kristus, men der var så fyldt med turister, at det opgav jeg. Jeg mistede også min hat deroppe, - havde lagt den og gået måske 20 skridt, da jeg vendte mig om var den væk. Lidt irriterende, men pyt en ny hat kostede 20 dkr. På et tidspunkt mødte jeg en guide, og selvom jeg sagde nej til en rundtur, satte han sig og snakkede. Det var hyggeligt - og da jeg havde fået luft igen tilbød han mig at vise mig inka-korset på toppen. Jeg vidste jo godt, at det i sidste ende ville koste, men pyt, ingenting her er dyrt, så det tog jeg roligt. Men der var pokkerme højt op. Og bagefter skulle vi endnu højere og se det sted hvor solen rammer den 21. juni. Utrolig smukt alt sammen, men jeg skulle jo også ned igen? Nå men han blev deroppe, og jeg kom fint ned. Jeg er faktisk blevet en haj til at bevæge mig både op og ned,,,,,,,,,men det hjælper jo heller ikke at blive hysterisk, når der ikke er nogen til at hjælpe, vel?
Jeg valgste at gå den kendte vej ned, da jeg om eftermiddagen havde fået nok. En dejlig tur ned af bjerget, forbi slangehulen og ned gennem de smalle og stejlige gader. Passerede Hostel Apu Wasi, stedet hvor Elisabeth Jenkins boede, da hun mødte Juan. Og det er bare så smukt. Der må jeg simpelthen bo næste gang jeg er i Cusco. I 2004 fik vi at vide, at det var et farligt område at færdes i. Men det viser sig, at jeg har bevæget mig meget i det område de sidste dage, bare uden at vide det. Og der er roligt og rart. Næsten hjemme var jeg på konditori ,,,,,,,,fik coca-the og ostekage. Det er det sted, hvor man får den bedste kage og det bedste brød i Peru - er jeg sikker på. Stedet drives af nogle nonner og piger. Nonnerne har et børnehjem for piger, og de større piger hjælper til. De er altid glade, pjattede og søde.
 
Til aften lykkedes det endelig at mødes med Angelica Puma fra Urubamba. Jeg har bestilt 10 krystaller til videresalg,,,,,, og købt 3 store FANTASTICO til mig selv. De er utroligt smukke og jeg skal virkelig være på røven før jeg sælger dem. Jeg fik forhandlet gode priser, fordi jeg kunne henvise til Jens Peter (det har han sikkert ikke noget imod), - og prisen var også god for hende. Hun forærede mig en ametystpyramide i kæde fordi jeg giver hendes navn videre til gruppen og til Gray i Pisac. Hun inviterede mig også til at bo hos hende i Urubamba, næste gang jeg kommer til Peru. Ret sødt ikke?

 Så er vi i Pisac, og for mig er det som at komme hjem igen. Dejligt, fredfyldt og glædeligt. Jeg har taget en fridag fra grupppen. De skal på inka-workshop, og jeg trænger til at være mig, - og finde den indre ro igen.
 
Den forløbne uge har været hektisk, fyldt med oplevelser, men også med for lange dage og alt for mange timer i bus. Alt for turistet, og for lidt spirituelt. Det er vi alle enige om.

Onsdag mødte jeg gruppen i lufthavnen i Lima. Selvom jeg har nydt mine 2 en halv uge alene, var det nu også hyggeligt med selskab. Vi er en rigtig god gruppe på 14 personer. Vi griner meget og har det sjovt. Bagest i busen er det hurtigt blevet Ingelise og Birgitte, (2 dejlige sjove "tøser" fra Ringkøbing), Barbara (skøn engelsk/jysk kvinde i 60erne) Ove, (en herlig mand fra Fårevejle som taler dansk til alle, og de forstår ham) og mig. Og vi har det bare sjovt.

Torsdag var vi på byrundtur og fik set en del af Lima, Besøgte bla. San Fransisco Convent, som er meget smukt og spændende. Det er opkaldt efter Frans af Assisi. Jeg fik vildt ondt i højre øre og højre side af halsen på vej derhen. Straks vi kom ind, gik det væk, så det er nok noget gammelt fra et andet liv. Vi var også i katekomberne, hvor der stadig lå knogler og kranier fra tidligere begravelser. Det var ret spændende at se det hele.
 
Efter byrundturen kørte vi videre til Paracas, hvor vi overnattede på en spøjst hotel. Det ligger midt i jordskælvsområdet fra sidste år, og det var selvfølgelig lidt trist at se de sammenfaldne huse o.s.v.

Fredag  morgen gik turen til mini-galapagos øerne, og det var en helt fantastisk tur. Solen skinnede og havet var rimelig roligt. Vi sejlede ud i speedbåde og rundede først den stejle klippe, hvor den tre-armede lysestage er aftegnet. Den er 174 m høj og 60 m bred. Den er ca. 200 år gammel og var tidligere ca. 60cm dyb, - nu er den kun 30cm. Ingen ved, hvorfra den kommer. Bagefter gik turen ca. en halv times sejlads til de fredede øer med fugle, pingviner, sæler, delfiner og søløver. Vi sejlede stille rundt derude en times tid, så vi kunne nå at se, opleve og fotografere det hele. Vi blev mindet om at tage hat på, da fugleklatterne fløj om ørerne på os. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse at se og høre det hele "in natura" så tæt på. Vi var alle lidt høje af den tur.
 
Så gik turen gennem ørkenen og det var ret trøstesløst. Sand, sand, sand - alt brunt, gråt og øde. Men så,,,,, pludselig om næste sving,,,,,,,,, hvad så vi der? Den smukkeste oase! Grønne palmer, grønt græs, røde, hvide, blå og gule blomster, en smuk sø hvor man kunne bade eller vandcykle og restauranter i Marurisk stil. Hold da op for en overraskelse. Her spiste vi en dejlig frokost, og her fik jeg også købt den smukkeste lille skulptur til Christian......desværre tabte jeg den så....... øv.

Videre til Nasca, hvor gruppen var oppe at flyve og se Nasca linierne. Nogle kæmpe store aftegninger på jorden af bl.a. en kolibri, en abe osv, - alle så store at de kun kan ses fra luften. De stammer fra år 2-300, og ingen ved fra hvem. Linierne er lavet ved at man fysisk har skrællet det øverste lag jord af og lagt det op i volde. Jeg var ikke med, for det har jeg set før, og havde ikke lyst til at bruge tid og penge på det igen. De fleste i gruppen var nu også skuffede over oplevelsen, og flere var fly-syge. Mens de andre fløj, fik jeg fortalt chaufføren om den ødelagte skulptur, og det viste sig at han kendte kunsteren. Så han kørte forbi på vej til hotellet, og vi var inde og besøge ham i hans "værksted". En dejlig mand med mange spændende ting, men ikke den jeg ville have. Han laver den ikke mere, fordi den er for svær. Hans kone limede den ødelagte figur, så nu har jeg da et minde om oplevelsen.
 
Lørdag gik turen i bus gennem ørkenen til Arequipa. !2 timer blev det til. Det var hårdt, kedeligt og anstrengende. Så det var dejligt at ankomme til Arequipa og Hotel La Hosteria. Arequipa er en smuk by som ligger i 2.400m højde ved foden af vulkanen El Misti. Der er flere aktive vulkaner omkring byen, men El Misti er byens vartegn og 5.800m høj. Vi er nu også omgivet af bjerge med sne/is på toppen. Flotte og majestætiske. Byen kaldes også "Døren til Andesbjergene" og med sine 1 mill. indbyggere, er den Perus næststørste by. Hotellet er et smukt lille familiedrevet hotel, og de er bare så søde og hjælpsomme. Da jeg spurgte efter internet og blev henvist til byen, begyndte jeg at gå ud. Da den søde gamle mand så, at jeg haltede, blev jeg kaldt tilbage og placeret i hans stol. Så kunne jeg bruge hans pc. Det er da service ikke? Jeg var dog så udmattet af køreturen og smerterne i benet, at jeg gik på hovedet i seng uden aftensmad.
 
Søndag skulle gruppen på byrundtur, men jeg havde lavet en aftale med Ubertha, min peruvianske veninde. Hun kom til hotellet og det var bare så utrolig dejligt at se hende igen. Karen og jeg mødte hende, da vi var her i 1999, og siden har jeg skrevet sammen med hende. Hun er lige blevet mormor for første gang, så jeg havde gave med til lille Natasha, som desværre bor med sin mor og far i Alaska. Og det er Ubertha selvfølgelig ked af. Hun blev også rigtig glad for bogen om Danmark på spansk, og jeg fik en masse smukke gaver af hende. Hun har lavet en dejlig hat til mig, som jeg straks tog på. Jeg fik mange ting,- også en lille kondor i snor til Christian "fordi han er så quapo"   Hun bad mig hilse Karen, - så de af jer som kender hende, kan viderebringe hendes hjertelige hilsen. Jeg - eller vi hvis jeg kan lokke Chr. med - er inviteret til at bo hos hende og familien næste gang. Og det ku da være sjovt. Vi havde et par dejlige timer, - og selvom det var anstrengende fordi jeg kan så lidt spansk, fløj tiden afsted. Så vi skiltes begge med tårerne ned af kinderne. 
Jeg nåede lige at slutte mig til gruppen i Santa Catalina Klostret og kom med på rundturen. Jeg har været der før, men det er meget smukt og tåler sagtens at ses flere gange. Det er fra 1580 og blev grundlagt for byens rige familier. Den ældste datter blev gift, nr. to blev givet til klostret. Hun kunne godt sige nej, men ville i så fald kaste skam over familien.
- Godt det ikke er sådan idag, jeg er jo nr. 2. -
Pigerne blev anbragt som 12 årige og havde tjenestefolk med. Klostret er meget stort og næsten en by i byen. Smukt med stærke coboltblå og terracotta-røde mure.
Idag er det en del af de nyere bygninger som stadig fungerer som kloster, der bor vist 28 nonner.
 
Efter rundturen gik tuen til Colca Canyon, som er en af verden dybeste kløfter. Det højeste punkt vi passerede var 4.800m, hvor vi også alle var mærkede af højden. Det er en meget smuk tur med de høje bjerge og mange vulkaner - også vulkankratere som vi kørte i. Men det er uprofessionelt at tage folk fra 2.400m til 4.800m på nogle få timer. Så da vi ankom til byen Chivac i hjertet af dalen måtte flere have ilt og førstehjælp. Jeg var glad for, at jeg havde været 12 dage i Cusco, så jeg ikke blev syg. Men hovedpine og svimmelhed slap jeg ikke for.
Næste morgen var det frostvejr, så vi frøs alle røven ud af bukserne, selvom mange havde skijakker osv på. Men mandagen stod på besøg på Cruz del Condor, hvor man med Guds hjælp og solens varme kan være heldig at se kondorerne flyve tæt forbi. Kondoren kan have op til 2 en halv meter vingefang og bor i bunden af kløften. Når solen varmer luften op, stiger de op på de varme vinde. Turen derop tager flere timer, ad snoede, smalle, stejle, hullede jordveje. Så hullede at bryster, maver og andet løsøre blev kastet uhæmmet op og ned hele vejen. Ret ubehageligt. Under vejs så vi en del Alpachær som vi jo alle har forelsket os i. Efter en times venten på toppen lykkedes det at se en kondor - eller nogle stykker - indenfor rimelig afstand. Det var selvfølgelig sjovt og spændende, men lidt skuffende at de ikke kom tættere. Nå men pyt, - afsted igen, ned af den samme rumle-kaste-rundt-vej og tilbage til Arequipa. Undervejs besøgte vi en Stenskov, hvor vi for første gang lavede lidt energiarbejde. Men det var hårdt at gå derop i 4.500m høje. Pust - og støn. Stedet siges at være det sted, hvor der er den stærkeste postitive energi fra moder jord (Pachamama). Om det er rigtigt vej jeg ikke, men det var en stærk oplevelse. Under meditationen havde jeg samme følelse som for fire år siden i Moder Jord hulen. En stærk følelse af at blive holdt om af MODEREN - at blive omsluttet med omsorg, kærlighed og styrke. Så selvom det var hårdt at gå derop, var det turen værd.
Så var det tid til at komme ned i Areqipas mere menneskelige 2.400m højde.
En del af gruppen var udmattede, men vi var nogle stykker som nød et lækket maltid og et glas vin på Plaza del Armas. Ingelise og jeg fik hver en stor bøf, og vi var ret enige om, at det var dejligt med "ordentligt" mad.
 
Tirsdag fløj vi til Cusco og kørte derfra til Pisac. Ahhhhh - hjemme igen. En helt vidunderlig følelse af fred, glæde og kærlighed! Og en hjertelig modtagelse, både af Gray, Diane, Crister og Eva. Overvejede et kort øjeblik at droppe resten af turen og blive her til vi skal flyve hjem. Men jeg vil nu gerne gense "min" sø - Titicaca, så jeg nøjes med en fridag eller to. Tirsdag aften var der Despacha ceremoni med en Qero shaman fra Ausangate og hans kone. Det var en meget smuk ceremoni, hvor også en hollandsk gruppe deltog. Bagefter havde nogle af tøserne bestilt tid hos Gray, - jeg havde jo fortalt om det vilde oplevelse med hans ceremoni. Jeg selv fik en skøn kropsmassage hos Eva. Ingelise, Birgitte og jeg (de tre musketerer) måtte ringe efter en taxi og ringe til Ulrikes Restaurant i byen for at få aftensmad. De lukker nemlig alle kl. 21, men hun holdt åben så vi kunne nå at spise. Og så har vi for førtste gang sovet godt, og længe - dvs til kl. 7. Herligt. Jeg har haft eneværelse indtil nu, men det er slut for resten af turen, og her i Pisac deler jeg værelse med Karen fra Odense. Karen har været kursist hos mig og vi har rejst sammen på Gralsrejse i Frankrig, så det er rigtig hyggeligt.
 
Idag onsdag har jeg som sagt taget en fridag. Fået afleveret vasketøj, får mailet og skal ellers bare hygge mig. Spiser frokost med de andre, men slapper så af igen, går måske en tur, men nyder at være alene. I aften har Ingelise og Birgitte bestilt massage, Barbara skal til Gray og jeg håber at Luz Maria - den peruvianske unge healer - kommer, for så har jeg bestilt en helaing. Vi har besluttet at spise varmt og godt til froskost, og så købe ind til salat og vin til aften foran pejsen. Vi spiser mange Advocados her, - de er mindst 6 gange så store som hjemme, og smager skønt.
 

Stakkels Birgitte har haft slem tandpine i 3-4 dage, og idag måtte hun så til Cusco til tandlægen. Men turlederene kunne ikke få det til at hænge sammen, så jeg valgte at tage med hende, istedet for at tage med gruppen til ruinerne. Hun lå halvanden time i stolen, før han fik tanden ud. AV!. Til gengæld har vi så hygget os, og har tænkt os at hygge os resten af dagen. Vi kunne godt ha nået at tage med gruppen til Olaytaytampo i eftermiddag, men har valgt at hygge i stedet. Jeg har jo både været på Pisac ruinerne og Olaytaytampo før, så jeg er ikke gået glip af noget, men har fået en fridag og øvet spansk hos tandlægen.
 

Fredag var det så tid til afsked med Paz y Luz og Pisac. Men jeg kommer bestemt tilbage igen. Håber så at kunne lokke min kæreste med.
 
Vi skulle som altid mega tidligt op (kl. 5) for at køre til Ollaytaytambo, hvor toget kørte os til Aqua Calientes. Turen tager ca. 1 time og går gennem frodig regnskov langs den brusende flod. Det vrimler med orchideer og i skovbunden gror store flittig-lise. Kolibrierne svirrer i luften om os, og dem bliver man jo bare glad af. Det er en dejlig tur og hele tiden med noget smukt at se på.
Vel ankommet til Aqua Calientes afleverede vi bagagen på hotellet, og tog næste bus til Machu Picchu. Âhh dejligt at være tilbage,- især fordi de mange uger i højden gjorde det nemt at færdes deroppe. Vi fik en guidet rundtur, og skiltes så i små grupper. Ingelise, Birgitte, Barbara og jeg fik noget at spise og tullede så rundt i Machu Picchu. Det er et utrolig smukt sted omgivet af vidunderlige grønne bjerge. Især eet af dem elsker jeg - Mama Putukusi (Blomstrende Glæde). Det er det eneste feminine bjerg i området og absolut mit yndlingsbjerg. Machu Picchu er en meget, meget stor og velbevaret inka-by, som først blev "fundet" for ca. 60 år siden. Det er et af sydamerikas mest besøgte steder, og der er altså også mange turister lige for tiden.
Aqua Calientes (varmt vand) er en lille, men hurtigt voksende by som ligger langs jernbanesporet. Køn er den ikke, men der er mange hyggelige spisesteder. Mens Birgitte og Barbara skulle på net-cafe, fik Ingelise og jeg en Capucchino og et glas vin på en restaurant som har terrasse ud over floden. Her fik vi nydt synet af floden, bjergene og den travle by, mens vi ordnede verdenssituationen, - og besluttede at vi sammen vil arrangere en spirituel tur til Pyrnærene og derefter en spirituel tur til Peru. Vi er ikke i tvivl om, at vi vil kunne gøre det godt,- vi har samme holding til tingene, samme humor og supplerer hinanden godt.
Efter aftensmaden var vi i det varme kilder. Det er en helt speciel oplevelse at ligge der og flyde i 40 grader varmt vand under den sorte himmel med de tusindvis af stjerner, omgivet af alle de smukke bjerge.  Så blir man stille indeni.  Efter at have fået varmen i bassinet med 40 gr., var vi i et lille bassin med 50 gr. - det skal symbolisere at ligge i livmoderen. Så et ISKOLDT brusebad som symbol på at komme ud i livet, - og til sidst ned og flyde rundet i de 40gr. og nyde livet. Så er man også lige parat til at putte hjem i seng. 
 
Lørdag var  det op kl. 4.30, morgenmad kl. 5 og afsted til Machu Picchu kl. 5.45. Mange ville gerne op til Solporten og se solen stå op. Resten af os blev "nede" på Machu Picchu og nød det hele derfra. Jeg sad og mediterede lidt på mit yndlingsbjerg Mama Putukusi som viste sig at have en smuk regnbueblå aura, og her fik jeg besøg af Inka Huaschar, som jo plejer at komme til mig, når jeg er i Peru. Inka Huaschar var een af de sidste inka 'er og er nu hersker af underverdenen. I inka-traditionen er underverdenen ikke et mørkt og skummelt sted, men blot for de individer som ikke har lært princippet om Ayni (gensidighed). Og Inka Huaschar er en stærk og viis beskytter/hjælper. Han sagde ikke noget, stod bare ved siden af mig. Ret hyggeligt. Barbara som er 64 år, besluttede at gå ned i Pachamama hulen, - en tur som jeg synes er rigtig hård. Man skal skrives ind i protokollen når man begynder turen, og ud igen når man er tilbage, - en kontrol af at ingen bliver væk eller kommer til skade undervejs. Hun var så hurtigt tilbage, at vagterne måtte se billederne i hendes fotoapparat, før de troede på hende.
Kl. 10 valgte Birgitte og jeg at køre ned til Aqua Calientes for at handle, maile og hygge.  Sidst på eftermiddagen gik turen med tog og bus til Cusco - Verdens Navle. Dejligt at være tilbage og dejligt med en lækkert hotel.
Søndag kunne vi sove længe, skulle først møde kl. 8.30. Men de fleste af os vågnede kl. 6, - vi er jo vant til at være tidligt oppe. Efter en dejlig morgenmad var vi på besøg på forskellige inka-ruiner i omegnen og sluttede på Sacsaywaman. Ved den ene af ruinerne, mediterede vi lidt, og her fik jeg endnu engang besø af Inka Huascar. Han stod rank og stolt ved siden af mig, stampede en stor "ceremoni-stok" i jorden og sagde "Kom så igang". Så jeg må vist hellere gøre alvor af de spirituelle rejser. Vi var nogle stykker som gik ned fra Sacsaywaman og sluttede med en dejlig frokost på Plaza del Armas. Her i Peru gør man utrolig meget ud af Mors dag. Der købes blomster, kager, balloner og laves religiøse optog. Om eftermiddagen endte Barbara og jeg i sådan et optog og kunne først komme ud igen, da vi passerede San Fransisco Plaza, hvor der var lidt luft.
Mandag - som ikke er helligdag her - skulle Birgitte til tjek hos tandlægen, så vi holdt formiddagen fri. Alt var ok med tænderne, og vi fik mailet, sendt post, været i banken osv. Det er nu rart med tid til det praktiske også. Eftermiddagen er gået med energiarbejde i Månetemplet, og et besøg hos Inti - Solens Børn. Det er et værested for gadebørn og fattige børn i Cusco. Det er startet af Jens Lauridsen fra Danmark, og det er også primært midler fra Solens Børn Danmark som driver det. Det var meget, meget spændende at se, og det vil jeg helt sikkert fortælle meget mere om hen ad vejen.
 
Der er strejke i Peru fra onsdag morgen, så vi kan ikke komme med toget til Puno (ved Titicaca-søen) som planlagt onsdag. Vi har derfor ændret planer, og tager videre til Puno tirsdag morgen, og får så en ekstra dag der. Det er den slags ting som kan ske.
 
Vi måtte jo forlade Cusco en dag før beregnet på grund af strejker. Men togturen til Puno var jo også en luksusferie i sig selv. Vi rejste på 1. klasse med panoramavogn. Man bliver lige ført 30 år tilbage til cowboyfilmene. Vi sad i dybe lænestole, hvid dug på bordene og små lamper, - træpaneler på væggene. I panoramavognen ved siden af, var der bar, lædersofaer, små borde og halvdelen af vognen åben, så vi kunne sidde "udendørs". Turen tager 10 timer over Alti Plano (højsletten) og er en smuk tur. Den føles ikke særlig lang, fordi der serveres god cappuchino, 2 retters frokostmenu, eftermiddagste med kage, - og ind imellem Pisco Sour. Der var også optræden flere gange, bl.a. måtte vi ud og danse med i den åbne vogn til inka-musik. Det var sjovt men hårdt, - vi havde nu også fået et par Pisco inden. Vi nåede at komme til Puno til aften, før de strejkene lukkede veje og jernbaneskinner.
Onsdag drak vi kaffe og spiste frokost i en hyggelig restaurant med lukket solgård. Vi kunne nemlig ikke være i gaderne for demonstranter og bevæbnet politi. Det ligenede lidt Nørrebro, men vi holdt os bare væk fra vrimlen.
Eftermiddagen stod på en dejlig sejltur på TITICACA. Solens skinnede, vandet var blåt og livet herligt.
Torsdag var det så Titicaca-dag. Vi startede tidligt og sejlede ud til Siv-øerne. På disse øer som består af ca 15 meter siv, bor nogle dejlige indianere. Uro-er hedder de. Vi havde nogle skønne timer, med både information, sjov og indkøb. Jeg endte også med at blive fotograferet iført lokalt tøj. Det ser ret sjovt ud. Vi sejlede også fra den ene ø til den anden med sivbåd. En festlig tur.
Derefter 3 timers sejllads i sol på denne fantastisk smukke sø. Når jeg sejler på Titicaca og ser det azurblå vand fyldt med millionvis af blinkende diamanter fra solens stråler, fyldes jeg også med millionvis af glade bobler indeni. Så det var en vidunderlig tur til øen Taquile. Og det skulle jo være en dejlig oplevelse, for vi var heldige at ankomme samtidig med at der var Høst-fest og 2 bryllupper. Så det var bare om at komme i land. Men, men men...
Da vi skulle fra båd til båd gled jeg i noget vand og faldt ned fra bænken. Jeg forvred knæt og foden - den venstre. FUCK - FUCK - FUCK. Der er meget, meget langt op til toppen af øen, så jeg måtte bruge al min koncentration og viljestyrke på at komme op, - for op skulle jeg jo. Vel oppe viste det sig at være en slem forstuvning, og jeg kunne ikke gå på foden. Så det blev en lang nat med mange smerter og i et usselt, beskidt og koldt værelse. Fredag morgen var jeg nødt til at skulle ned til havnen. Så jeg hang på skuldrene af Anne-Mette og vores guide Edgar. Og hold da op hvor det gjorde ondt.
Nu er vi ankommet til CopaCabana i Bolivia. Vi bor på et skønt hotel helt ned til vandet og jeg har lige haft besøg af en læge. Han konstaterede en slem forstuvning, jeg blev smurt ind i noget salve, bundet ind, har fået piller og et skud bagi, så han var sikker på at der ikke går infektion i. Nu skal jeg ligge på langs med benet op i 24 timer, så jeg bliver på hotellet her, mens de andre tager til Soløen. Vi er 4 der bliver, Erik har også forvredet sin fod, han kone Sonja bliver hos ham, Henrik gider ikke gå op på Soløen og så mig. Vi tager så båden søndag og møder de andre, før vi skal videre. Men turen er slut for mit vedkommende. Jeg kan kun være på hotellerne. Så det er godt der ikke er så meget af turen tilbage.

Det er søndag, solen skinner og jeg har det meget bedre. I aftes kom Erik, Sonja og Henrik tilbage med båden alligevel. Erik indså at han ikke kunne gå op på Soløen og Sonja og Henrik tog med tilbage. Det var dejligt med selskab, for jeg følte mig lidt sårbar og ensom. Så vi fik en dejlig middag med skøn boliviansk vin og Irish Coffee til slut. Ret hyggeligt og billigt. Jeg fik salatbar, Bøf, Chokolademousse, vand, Irish Coffee og betalte også den ene flaske vin - pris 160 dk. ialt.
 
Nu er jeg jo ikke overtroisk, meeeeen alligevel.
I 1999 da jeg skulle til Peru for første gang, forærede Ellinor mig en lille trold klædt i karatetøj. Han skulle passe på mig, og det har han gjort hver gang jeg har været i Peru siden. På sivøerne forærede jeg Pepito som han hedder, til Rosalina på 3 år. Og hvad skete,,,,,,,,,,,,,2 timer efter faldt jeg, forvred knæet og fostuvede foden. Samme aften fik jeg mit eneste anfald af alvorlig højdesyge og lå i en time og rystede uhæmmet. Alle muskler i ben, krop og arme rystede på grænsen til krampe. Det var meget, meget ubehageligt. Så jeg er sikker på, at Rosalina får et langt og lykkeligt liv med Pepito.
 
Til gengæld har jeg haft fornøjelsen af en mirakeldoktor. Lægen arbejder her i CopaCabana hele ugen og er så hjemme hos sin kone og barn i La Paz i weekenden. Så jeg var heldig, at han ikke var taget hjem, da jeg kom. Han er guddommeligt flot, sød, charmerende, kærlig og omsorgsfuld, så alle singlepigerne ì gruppen har tilbudt at betale for mit tjek, bare det må være hos mig, når han kommer. Jeg er nu mere koncentreret om at forstå hans spanske, og er bare taknemmelig for at han er så dygtig. Jeg ved ikke, hvad der var i den sprøjte jeg fik forleden og igen idag, men jeg kan selv støtte på foden så meget, at jeg kan humpe afsted uden hjælp fra andre. Så jeg har fået lov til at tage videre, under forudsætning af, at jeg slapper af og tilkalder læge, hvis det forværres.
Så kl. 11 idag sejler vi videre og møder gruppen igen. Vi skal til en lille by i Bolivia, derefter til La Paz og sidst tilbage til Juliaca i Peru, hvorfra vi flyver til Lima. Onsdag går turen så hjemad til børn, børnebørn, venner og ikke mindst kæresten. Jubiiiiiii. Glæder mig.
 

Da vi mødte gruppen på Soløen sejlede vi til fastlandet og har boet på et smukt og dejligt hotel lige ud til Titicaca. Sikke en solopgang. Det blå, blå vand og den gyldne sol. Et perfekt billede på indre fred. Det var et lille plaster på såret ovenpå en nat, hvor jeg ikke kunne trække vejret pga højden.
 
Imorges kørte vi så til Tiawanako - nogle ruiner og pyramiderester fra ca. år 1500 f.k. Jeg har været der før i 2004, så det var ikke så spændende for mig, men resten af gruppen var begejstrede. Bl.a. har de lavet stenansigter af alle kulturer på jorden, - indianer, neger, mongol, kineser, europæer osv. ,,,,,,,underligt at tænke på hvor de vidste det fra dengang. Tiawanako ligger i 4.100m højde, så både jeg og flere andre havde og har svært ved at trække vejret. La Paz er nede i 3.800m og det hjælper jo lidt, men giver stadig problemer. I bussen blev jeg rigtig dårlig og tilbudt ilt, men valgte at slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen. Jeg tror også at noget af det skyldes træthed, fordi vi ikke får sovet ordentligt pga. højden.
 
Tirsdag morgen starter hjemturen. Kl. 7.30 kører vi mod Peru, hvor vi skal flyve fra Juliaca til Lima. Vi er i Lima først på aftenen, og onsdag eftermiddag flyver til fra Lima mod Amsterdam og København, hvor vi lander torsdag ved 17.-tiden.
 
Det har været nogle spændende uger. De første uger især fordi jeg oplevede det hele så intenst, da jeg var alene. Det har også været sjovt at møde alle de dejlige nye mennesker i gruppen, - allesammen søde og rare. Grupperejsen har ikke været den spirituelle tur, vi alle havde regnet med, - mere en turist-rundrejse a la en flok japanere på tur. Men vi har haft det sjovt og grinet en masse. Det er bare hårdt at være en del af en gruppe 24 timer i døgnet i 3 uger. Og 6 uger er lang tid at være væk.  Men selvom jeg glæder mig til at komme hjem, glæder jeg mig også til at ”komme hjem til Peru” igen senere.