Der var i en landsby en gammel mand, meget fattig, men endog konger var jaloux på
ham, fordi han havde en smuk, hvid hest. Konger tilbød ham tårnhøje priser for hesten,
men manden plejede at sige: ”Denne hest er ikke en hest for mig, den er et menneske.
Og hvordan kan du sælge et menneske – en ven?” Manden var fattig, men han solgte
aldrig hesten.
En morgen opdagede han, at hesten ikke var i stalden. Hele landsbyen samlede sig og de
sagde: ”Du er et fjols gamle mand! Vi vidste, at hesten en dag ville blive stjålet. Det ville
have været bedre at sælge. Sikke et uheld.”
Den gamle mand sagde: ”Vær ikke så hurtige med at sige det. Nøjes med at sige, at
hesten ikke er i stalden. Dette er en kendsgerning, alt andet er en bedømmelse. Om det
er en ulykke eller en velsignelse, ved jeg ikke, fordi dette er blot et brudstykke. Hvem
ved, hvad der mere sker?”
Folk lo af den gamle mand. De havde altid vidst, at han var lidt skør. Men efter 15 dage
vendte hesten pludselig tilbage en nat. Den havde ikke været stjålet, den var undsluppet
ud i vildnisset. Og ikke nok med det, den havde bragt et dusin vilde heste med sig
tilbage.
Igen samledes folk, og de sagde: ”Gamle mand, du har ret. Dette er ikke en ulykke, det
har i sandhed vist sig at være en velsignelse.”
Den gamle mand sagde: ”Igen går I for vidt. Nøjes med at sige, at hesten er tilbage….
Hvem ved, om det er en velsignelse eller ej? Dette er kun et brudstykke – kun en del af
helheden. Du læser et enkelt ord i en sætning – hvordan kan du bedømme hele bogen?”
På det tidspunkt kunne folk ikke sige meget, men i deres indre vidste de, at han havde
uret. Tolv smukke heste var jo kommet til.
Den gamle mand havde en eneste søn, som begyndte at træne de vilde heste. Kun en
uge senere faldt han af en hest, og hans ben brækkede. Folk samledes igen, og igen
sagde de deres mening. De sagde: ”Igen viste du, at du havde ret! Det er en ulykke.
Din eneste søn har mistet førligheden i begge ben og i din høje alder var han din eneste
støtte. Nu er du fattigere end nogensinde!”
Den gamle mand sagde: ”I er besatte af at dømme. Gå ikke så vidt. Nøjes med at sige,
at min søn har brækket benene. Ingen ved, om dette er en ulykke eller en velsignelse.
Livet kommer i brudstykker og mere end et brudstykke bliver dig aldrig givet.”
Så skete det, at efter nogle få ugers forløb kom landet i krig, og alle de unge mænd fra
byen blev tvunget til militærtjeneste. Kun den gamle mands søn var tilbage, fordi han
var en krøbling. Hele byen jamrede og græd, fordi de tabte kampen, og de vidste, at de
fleste af de unge mænd aldrig kom tilbage. De kom til den gamle mand og de sagde: ”Du
havde ret gamle mand, dette har vist sig at være en velsignelse. Måske er din søn en
krøbling, men han er stadig hos dig. Vores sønner er væk for altid.”
Den gamle mand sagde igen: ”I fortsætter med at udtale jeres uforbeholdne meninger.
Hvem ved? Nøjes med at sige, at jeres sønner har været tvunget til militærtjeneste,
og min søn har ikke været tvunget. Men vi ved ikke om det er en velsignelse eller en
ulykke.”
Rejsen slutter i sandhed aldrig. En sti slutter, en anden begynder; en dør lukkes, en anden
åbnes. Du når et højdepunkt, der er altid et endnu højere punkt. Det er en endeløs
rejse.. |
